Synoptikon - i en fodboldverden med benspænd

Michel Foucault beskriver i bogen Overvåkning og straff: Det moderne fengsels historie de strukturelle lag, som vore moderne magtsamfund har indordnet sig under. Med udgangspunkt i Panoptikonet - en bygning der er indrettet sådan at man fra ét sted kan se i alle retninger og overskue hele det indre - beskriver han de magtinstanser, som forsøger at kontrollere masserne med overvågning (Panoptikon) og vold. Panoptikonet bliver dermed Foucaults billede på den normalisering og disciplinering, han mener, samfunder ligger under for.

Bauman vender dette billede i sin beskrivelse af et globaliseret samfund. Han taler om et synoptikon - altså et sted hvorfra masserne kan betragte de få. Baumans projekt er ganske givet et andet end Foucault, hvilket også kommer til udtryk i Baumans egne ord om at synoptikon ikke disciplinerer og normaliserer, men lokker masserne ind i en frivillig tilstand som dén der overvåger. Eksempelvis taler Bauman om massernes overvågning af berømthederne.

Umiddelbart sporskifte!

Hvorledes går det an, at et almindeligt, fornuftigt tænkende individ som jeg, bruger så meget liv på fodbold? Jeg er AaB-mand, og det hersker der bare ingen tvivl om. Og følelsen af at være AaB’er gøres ikke mindre efter at de forsvarende mestre og nyslåede Champions League-deltagere fra FCK slås med overbevisende spil. AaB vandt 2-0 tidligere på aftnen. Igen: Hvordan har fodboldspillet indtaget mit liv?

Og sammenhæng igen!

Er der tale om subtil magtspil? Handler fodbold om Synoptikon, hvor jeg lokkes ind i et forførende spil med berømtheder, penge og succes - blot som tilskuer? Er fodboldspillet blot fasaden, hvor indholdet er et magtsygt samfunds kontrolbegær, normalisering og disciplinering; en ensretning af de mange til de fås fordel? Magtmændene er i så fald lykkedes med deres projekt: At konstruere en virkelighed med kun et umiddelbart udtryk, men uden egentlig kerne - anden den som tjener dem selv! I den sammenhæng bliver Immanuel Kant uhyre interessant. For kan der være tale om kun et ‘umiddelbart’ udtryk? Eller hvor langt tør vi epistemologisk gå? Hvad er forholdet mellem det erkendende subjekt og objektet i denne henseende. Altså bliver den umådelige følelsesmæssige tilknytning jeg har til fodboldens verden - og AaB i særdeleshed - ikke andet end en pseudobekræftelse i en samfundskonstruktion, som netop har til formål at holde mig nede…

Kant må have været af opfattelsen at fornuften ingen adgang har til fodboldens inderste væsen - netop pga. det erkendende subjekt. Altså kan der heller ikke være tale om nogen ‘umiddelbar’ erkendelse af fodboldens essenskerne i den forstand at den bagvedliggende idé, blot venter på den rette brug af fornuften før den bliver kendt.

Sommer summarum står vi tilbage med ingen-adgang til fodboldens væren pga. fornuftens manglende mulighed for at erkende. Samtidig står den plausible tese, at fodbolden blot er et redskab i hånden på et magtbegærligt samfund, som intet andet har til hensigt end at udnytte og dræne masserne i hvad de tror, er en uskyld fritidsaktivitet.

Konsekvenserne af denne tænkning slår hårdest ned på de såkaldte fornuftsmennesker. Tag eksempelvis formanden i min ungdomsgruppe, Jakob Bjørn. Dén mand består af 98 % fornuft og 2 % fedt. Til den slags støbninger er der kun et at sige: Find en anden fritidsbeskræftigelse. Til de andre mere flyvske : Fortsæt blot din fodbold-inaktivitet; fornuft har alligevel aldrig betydet noget i din opfattelse af tilværelsen…

PS: Inden du melder mig sindssyg, så tjek lige min tilføjelse under Comments! :)