En tanke…

Jeg oplever indimellem at jeg ser tingene som de burde være, i stedet for at se dem som de er. Det har en noget passiviserende effekt i mit liv. Jeg ser ikke tingene som de er, og det gør dem derfor svære at ændre…

Sagt med et eksempel: Vestlig kultur har fostret den tanke, at alle har ret til et succesfuldt og produktivt liv, og i menneskets søgen efter lykke er alle midler tilladte. Gør hvad du føler for, hvis bare det gør dig godt. The good life er en menneskeret. En verdens-visdom som da også er helt efter bogen, hvis man virkeligt tør tro ordene om, at der ingen objektiv mening findes med livet; at der ikke er nogen højere magt i tilværelsen. Men jeg tror ikke det meningsløse liv – så derfor vil jeg heller ikke lade den visdom sive ind under huden. En visdom jeg i øvrigt ikke magter at bære ud i tilværelsen; at skulle bestemme meningen med livet, at skulle skabe mig selv og forme det hele selv – fra grunden – det er for mig opskriften på en ubærlig byrde. Mit bedste bud er et ganske andet: Mit selv bliver til i mødet med den intenderede livsmening. Den fandt jeg i troen på Gud.

“Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let” siger Jesus fra Nazaret.

Min selvinitierede og selvkonstruerende søgen efter livslykke må udskiftes med visdommen om den lette byrde; den visdom Jesus vil lære mig.