…a qoute and a note

H. C. Andersen skrev engang et eventyr om en tepotte.

Tepotten var en stolt tepotte. Den kunne bryste sig af både hank og tud, og det som den eneste på hele tebordet. Nok havde den mangler, men det var for intet at regne for dens fortrin. For ikke nok med hank og tud, det var også i tepottens indre at det livgivende te blev dannet. Fra smagløs vand til den fineste velgører til hele menneskehedens lykke. Det var en stolt tepotte.

Men tepotten led en frygtelig skæbne den dag en kejtet hånd tabte den på gulvet. Både hank og tud knak. Et skæbnesvangert øjeblik for tepotten. Og den blev lagt i jorden og der blev plantet et blomsterløg i den. Og et mirakel sker…

“Løget laa i mig, det blev mit hjerte, mit levende hjerte, et saadant havde jeg før aldrig haft. Der var liv i mig, der var kraft og kræfter. … jeg saa den, jeg bar den, jeg glemte mig selv i dens Dejlighed; Velsignet er det at glemme sig selv i andre!”
…

Forleden hørte jeg ord fra en med-studerende, som essentielt handlede om det samme. Vi er for selvcentrerede. Vi har nok i os selv – ikke i os selv som nation, men i os selv som enkeltpersoner.

Og alle gode gange 3 – Søren Kierkegaard ytrer sig nemlig også om emnet: “Et Selv er qualitativt hvad dets Maalestok er. At Christus er Maalestokken, er det fra Guds Side til Vitterlighed bekræftede Udtryk for, hvilken uhyre Realitet et Selv har; thi først i Christo er det sandt, at Gud er Menneskets Maall og Maalestok, eller Maalestok og Maal. – Men jo mere Selv, jo intensivere Synd.”