…just a note

I et metareflektorisk øjeblik må jeg sande at min blog på ingen måder er præget af netop det, som optager en stor del af min tilværelse: kirketænkning og ledelse.

I stedet har indlæg af eksistentiel og tilværelsesmæssig karakter optaget en del af bloggens spalteplads, hvilket i høj grad må tilskrives den – til tider frustrerende – virkelighed jeg oplever i samværet med mine kære seminarievenner. Deres livsstil – og dermed deres tilværelsesforståelse – banker med 340 km/t ind i min, og det afføder igen og igen reflektionen: Hvordan skal tilværelsen forstås? Få gange har jeg på bloggen udfordret eksplicit men oftest har den være implicit – det, som Tommy sikkert ville kalde en “trosbekendelse”. Motivationen til disse trosbekendelser er mødet med mine venners implicitte trosbekendelse. Ja, Stephan ville måske betegne teknikken som “blåt bælte”-stadiet - det vil jeg hvert fald selv i nogen grad betegne det som. Stadiet hvor man (selv)bekræfter mere end imødekommer. Sikkert er det hvert fald: Jeg udfordres i min klasse – som jeg selv, tror jeg udfordrer dem. Forhåbentlig Sandheden tro i kærlighed – eller Kærligheden tro i sandhed; vend den som du vil…

Nå, men hvorfor skriver jeg ikke noget mere om kirketænkning og ledelse, spurgte jeg mig selv. To grunde tror jeg:
1) Jeg har længe haft svært ved at se mig selv som leder, og har derfra sluttet at jeg sikkert ikke har det store at bidrage med på området.
2) Jeg er i udgangspunktet uenig i den kirkestruktur som er basis i Indre Mission. Og udfordringerne på dette sted kan derfor virke uoverstigelige – ud fra et kirkestrukturelt synspunkt. Med andre ord kæmper jeg med udfordringer mange af mine blog-brothers ikke kender til. Vel at mærke udfordringer som ligger før den kamp de står i – og de kæmper alligevel indædt med at være kirke. En rimelig slutning kan derfor være: Hvor urimelig stor er ikke min kirkekamp?

Ikke desto mindre bruger jeg alt for mange kræfter på min “kirke”. Vel mest af alt fordi jeg elsker Guds levende kirke. Eller nærmere: Ungdomsgruppen i Sct. Lukas Kirke – bedre kendt under navnet Sct. Lukas IMU. Og jeg har et brændende ønske om at se de mennesker vokse i erkendelse af Guds kærlighed og mægtige virke. Det er vist min motivation…

Jeg tror, det er blevet tid til lidt kirketænkning på …ad notam :)