Dårlig mave…

Om en uge skal jeg forestå en kursusdag i ledelse, og jeg sidder netop og forsøger at skabe et indre overblik over materialet - med gigantstabler af papir og opgaver spredt ud på skrivebordet (det fysiske skrivebord), som skal indgå i undervisningen. Og ja, jeg synes faktisk det virker lidt uoverkommeligt - og det synes min mave også. Og jeg er ikke totalt tryg ved at stå foran så mange mennesker - men jeg tror, Gud vil bruge mig, og så må mine personlige komplekser vige for en stund. Det kan med rette siges, at denne undervisningsdag er min ilddåb i den slags undervisning - og jeg er spændt på, om min tro på, at Gud vil bruge mig i sådan en sammenhæng, har noget på sig…
Indtil da vil jeg fortsætte min kompleksfortrængning ;)

…a quote and a note

Underligt, jeg som troede at sandhedsrelativismen var et postmoderne fænomen. Min fejl. Søren Kierkegaard havde hvert fald også en mening om den for 150 år siden.

“Lovtale over at Menneske-Slægten eller Beviis for, at Det Nye
Testamente ikke mere er Sandhed.

I Det Nye Testamente fremstiller Verdens Frelser, vor Herre Jesus Christus
Sagen saaledes: Veien, som fører til Livet, er trang, Porten snever - Faae de
som finder den - nu derimod er, for blot at blive ved Danmark, vi Alle Christne,
Veien saa bred som vel mulig, den bredeste i Danmark, da det er den vi alle gaae
ad, derhos i alle Maader beqvem, comfortabel, og Porten saa viid som det er
muligt, videre kan jo dog en Port ikke være end den gjennem hvilken Alle gaae en masse: ergo er Det Nye Testamente ikke mere Sandhed.
Ære være Menneske-Slægten!”

…a quote

“Videnskab uden religion er halt. Religion uden videnskab er blind.”
Albert Einstein

Podcast

Jeg klapper i mine små hænder over iTunes. Med et enkelt tryk kan man hente stribevis af taler, undervisninger og radiointerviews ned og direkte ind i stuen. Det er simpelthen fantastisk!

En folkeskolecase…?

Den knivskarpe lærerstuderende vil straks gennemskue denne situation: Vi har her et barn med særlige behov… :)

Hell’s best kept secret…

Alle mennesker bygger deres liv på noget! Alle har en forståelse af tilværelsen. Det er et af de spørgsmål i tilværelsen, som alle nødvendigvis må forholder sig til. Hvis ikke med ord og tanker, så hvert fald gennem handlinger. Det gælder både naturalisten, relativisten og den religiøse. Ingen undslipper det valg!

Mit fikspunkt i tilværelsen er tåbeligt! Det er en dårskab, så ganske afsindig, forrykt og modsætningsfyldt, at jeg ikke kan bebrejde at nogen tager afstand fra det, slår sig for panden og tænker: Provinsbytosse!

Det kunne beskrives på denne måde: For totusinde år siden levede en mand. En ganske speciel mand, men trods alt et menneske. Han bemærkede sig som en menneskekender, og så var han vellidt blandt folket. Han levede nogen og tredive år, hvoraf han gjorde sig mest bemærket de sidste to, tre år. Han accepterede sin sociale status og uddannede sig til noget så jordnært som tømrer. Han havde teknologien mod sig, og udgav derfor ingen bøger, optrådte ikke på tv og rejste aldrig længere væk fra sin fødeby end nogle hundrede kilometer. Landet han levede i, var det mindste og mest ubetydelige.

Men han bemærkede sig exceptionel, da det så mest sort ud. En tragisk hændelse overgik nemlig denne mand. Nogle ret så magtfulde mennesker så sig sure på manden og hævnede sig med et ret så gennemskueligt justitsmord. De slog ham ihjel. Og nej, der var intet glamourøst eller ophøjet over dette mord, ingen melodramatisk baggrundsmusik, ingen sensimentalitet eller sød smerte. Det var koldt og kynisk.

Alligevel formåede den mand midt i sine trængsler - ja, stærkest gennem sin død - at kommunikere et eneste: Se, jeg gør alting nyt! Underligt at tillægge den mands død så stor betydning. Jeg mener, der var vel andre og mere overbevisende måder at gøre det på. Alligevel valgte han døden. Måske fordi, han var af den overbevisning at der er mere mellem himmel og jord end det synlige. Fordi han mente, at der bag den umiddelbare og lettere tilgængelige virkelighed var endnu en virkelighed, som søgte at forene det brudte: Gud og mennesket; en eksistentiel søgen i alt liv mod dets skaber. Hvordan forene det med sin død, indvender man måske. Fordi menneskets brud med Gud ikke er omkostningsfrit - manden betalte prisen.

Og det er jo det, som er så uforståeligt! Gid jeg kunne være relativist og bare tro at alt er lige godt, og at guden nok skal klare ærterne for os allesammen. Eller naturalist - og bare tro at vi helt igennem er biologiske fænomener; at ånd/sjæl, kærlighed og mellemmenneskelige relationer kun handler om elektriske impulser, og slet ikke er, hvad vi tror, det er. Men den opfattelse har jeg ikke. Jeg er af den opfattelse, at denne mands død er gået over i verdenshistorien, som det mest frisættende og kærlige budskab: At mennesker nu igen må være sammen med deres Gud og far. Men samtidig erkender jeg, at det er Hell’s best kept secret…

Og kald mig så bare provinsbytosse!

En god kommentar - på det forkerte tidspunkt…

Som så mange gange før tog jeg linje 15 hjem fra midtbyen. Fred og idyl, sne og sjap - ja, alt var som det skulle være, lige indtil jeg steg af bussen. Traditionen tro plejer jeg at sige tak for turen til buschaufføren - men til stor overraskelse for både mig selv og min rejsekompagnon sagde jeg: “Tak for i aften!” - skønt turen kun varede 20 minutter. Hvor kom den fra?

Mit kirkefællesskab

Jeg savner et kit som kan samle og forene mit kirkefællesskab. Jeg savner åndelig følsomhed og enhed i fællesskabet. En følsomhed over for Ånden; som erkender hans tilstedeværelse og reagerer på det. Som forstår at Åndens milde brise bringer fornyelse og fred - og frem for alt: Udrustning til at leve i en virkelighed hvor Satans indflydelse ikke er til at tage fejl af.

Min fornuft har jeg fået givet af gode grunde. Og længe har det været mit primære redskab. Men måske skal jeg give lidt mere slip og turde være uden hele kontrollen…